Agroturisme

Vingårde og vinsmagning

Agroturisme

På Kreta har man dyrket vin siden tidernes morgen. Og i dag har Kreta nogle af de mest traditionelle vingårde i Europa. Her produceres ca. 20% af al græsk vin - svarende til næsten en million hektoliter om året. De fire største vindistrikter på Kreta er Sitia i Lassithi Præfekturatet og Pezá, Dafnés og Archánes i Herakleion Præfekturatet. Dafnés er det vinområde, der ligger tættest på Villa Talea. Landsbyen Dafnés ligger ved hovedvejen fra Herakleion til Moires/Timbaki, omtrent 15 kilometres fra Herakleion. Siden 1976 har man hvert år i juli her afholdt en meget populær Vinfestival med traditionelle danse og musikopvisninger - og gratis lokal vin! (www.winefest-dafnes.gr). Der findes både private producenter og kooperativer på Kreta. Hvis man bare kører rundt i vindistrikterne kan man være heldig at støde på et skilt ved vejen, der inviterer en til at besøge en af de små producenter. Men der er også mere organiserede måder at lære noget om Kretas vindyrkning på. Nogle af de større producenter i Pezá området 17 km syd for Herakleion har besøgscentre tilknyttet deres vingårde: Pezá Union. Union of Agricultural cooperatives of Peza, Heraklion Præfekturatet ligger i Kalloni, Herakleion PC 70 100. (www.pezaunion.gr) Besøgsscentret holder åbent fra 9 til 15, mandag til lørdag. Minos Cretan Wines S.A ligger i landsbyen Pezá (www.minoswines.gr) hvor de har et vincenter, som er åbent dagligt i hele sommeren: Mandag til Fredag: 9 til 16, Lørdag: 11 til 16, Søndage åbent efter aftale. Boutari Winery også kaldet Fantaxometocho Estate ligger udenfor landsbyen Skalani omkring 8 kilometer fra Herakleion. Vingården er åben for besøgende hver dag fra 10 til 18. (www.boutari.gr)

En Olivenolie Fabrik

Agroturisme

Hvis du kører gennem Melidoni på vejen mod Perama vil du på din venstre side ca. en kilometer efter at du er kørt ud af Melidoni se en olivenolie fabrik, som er åben for besøgende. Det er hertil vi bringer vores egne oliven, når vi skal have presset dem til olie. Ioanna, som er græsk-amerikaner og derfor taler flydende engelsk vil med glæde vise rundt og forklare hvordan de lokale oliven fra Exantis, Melidoni og de andre landsbyer på egnen forvandles til den fineste jomfru oliven olie. Hvert år producerer fabrikken 375.000 liter olivenolie og man vil kunne se både det maskineri, der bruges i dag og gamle oliemøller. Nogle af dem stammer helt tilbage fra det 16. århundrede. Og selvfølgelig kan man købe en liter eller to som man kan tage med sig hjem.