Amari dalen

Et andet Kreta

Seværdigheder på Kreta. Amari dalenGør dig selv en tjeneste og forlad stranden og soldyrkningen - om så blot for en enkelt dag - for at udforske Kretas indre. Og brug så denne dag på at besøge den smukke Amari dal. Dalen er ikke meget besøgt. De større veje fra nord til syd fører udenom den og efterlader dalen med dens isolerede småbyer relativt uforstyrret af de seneste årtiers forandringer.

Om sommeren er her et køligere klima end ved kysten. Når vegetationen hen imod midsommer er svedet væk under solen ude i kystegnene, er dalens træer, blomster og generelt grønne indtryk derfor en frodig kontrast til mange andre steder på øen. Mod nord overskygges dalen af Psiloritis bjergenes mægtige profiler. Mod syd grænser dalen op til Kedros bjergene og i dalens midte blokeres udsynet af Samitos bjergene. Langs bjergkædernes nedre skråninger ligger de små, hvidvaskede landsbyer, hvor livet går sin gang uden ret meget hensyn til turisterne og deres ønsker og behov.

Seværdigheder på Kreta. Amari dalen I mange af landsbyerne finder man gamle kirker, rigt dekorerede med freskomalerier. Nogle af de fineste byzantinske efterladenskaber på Kreta findes her. Spørg omkring, og der vil sandsynligvis være en gammel dame, der har nøglerne til kirken og for en euro eller to er villig til at vise dig skattene.

Fra landsbyen Thrónos går to veje ind i Amari dalen. En følger Kedros bjergene og en anden klynger sig til Psiloritis bjergene langs dalens nordøstlige side. Thrónos selv var tidligere sæde for en biskop (Thrónos betyder 'trone'). Den gamle 'Panagia' kirke her har smukke freskoer, og rundt om kirken kan man se rester af mosaikgulve fra en endnu ældre og større kirke, som engang stod her.

Seværdigheder på Kreta. Amari dalen Landsbyen Amari, der har lagt navn til dalen er også dens hovedby. I dens centrum er der et venetiansk klokketårn, som man kan gå op i. Herfra har man en smuk udsigt over dalen. Udenfor landsbyen ligger Agia Anna kirken med nogle temmelig medtagne freskoer. De er fra 1225 og er formentlig de ældste byzantinske freskoer på Kreta.

Landsbyerne i dalens vestlige side ligner dem fra den østlige side til forveksling. Ikke desto mindre er flere af dem ikke særlig gamle. Under Anden Verdenskrig blev disse landsbyer jævnet med jorden af tyske besættelsestropper som hævn fordi kretensiske partisaner havde kidnappet den tyske general Kneipe og for at knække kretensernes modstand. Uanset disse ødelæggelser er der dog også i dette område mange smukke gamle kirker med freskoer, som har overlevet. Får du lyst til at tage nogle af de lokale produkter med hjem til Villa Talea's køkken kan du prøve en af egnens ostespecialiteter 'thimansio' (timian og honning). Eller du kan købe syltede kirsebær eller kirsebærvin fra nogle af dalens kirsebærplantager.