Kultur og samfund på Kreta

"Kretas mysterium er overordentligt dybt. Den, som har sat sine fødder på denne ø, fornemmer en mystisk kraft brede sig varmt og velvilligt gennem sine årer. Fornemmer sjælen begynder at vokse."
Fra 'Rapport til Greco' af Nikos Kazantzakis

Kretas kulturelle historie tog sin begyndelse for over 8.000 år siden da de første mennesker kom til øen - sandsynligvis fra Anatolien og Nordafrika. I dag bærer Kretas kultur og traditioner stadig præg af en lang og rig historie, dramatisk formet af sociale forandringer, immigration og emigration, handel og alliancer, fremmede magters erobringer, modstand og frihedskamp. Men naturligvis er Kreta ikke et frilandsmuseum! Det er et moderne europæisk samfund, hvor et stigende antal mennesker flytter fra land til by, og hvor levestandard og uddannelsesniveau er højnet væsentligt over de seneste årtier. Også turismen har sat sit tydelige præg på øen. I løbet af de seneste tiår er landsbyerne langs store dele af nordkysten forvandlet til omfattende feriesteder, der betjener de ca. 2,5 millioner turister, der hvert år besøger Kreta. Men uanset, er det et fascinerende sted at besøge.

Det er en lille - og en stor - ø på én og samme tid. Bjergene opdeler øen og får den til at syne meget større end den egentlig er. Det er slet ikke så let at komme hurtigt fra den ene ende af Kreta til den anden, som man måske skulle tro. På den anden side kan man hurtigt komme fra feriestedernes og de større byers trængsel og travlhed til den tilbagelænede, fredfyldte atmosfære i en lille bjerglandsby. Blot ved at køre ganske få kilometer væk fra de større ferieområder. Og på tværs af kontrasterne mellem feriebyer og landsbyer finder man traditioner, vaner og levevis, der er ligeså meget en del af det 'moderne' som det 'traditionelle' Kreta. For blot at nævne et par ting, så har Kreta en levende folkemusik tradition og den ortodokse kirke er stadig en betydningsfuld social institution overalt. Helt sikkert er det også, at man kan møde den berømte kretenske gæstfrihed såvel i de store byer som ude på landet.

Når du læser i disse sider om Kretas kultur, håber vi, at du vil få et rimeligt afbalanceret indtryk af noget af den karakteristiske kretensiske kultur og de skikke og traditioner, du stadig kan møde, når du besøger øen. Vi er så langt fra at være eksperter i noget som helst kretensisk. Men ved hjælp af litteratur og vidende venner har vi forsøgt efter bedste evne at give et indtryk af Kreta og kretenserne, og vi håber, at du vil have fornøjelse af vores anstrengelser. Præsentationen af Kretas kultur er opdelt i forskellige afsnit, som du kan læse ved at klikke i menuen til højre.